PATAGONIEN - DEL 4 (ESQUEL & BARILOCHE)

Dag 1 – Esquel

Efter 36 timers bustur i streg (dog med et par spise- og tissestop og endnu en tur igennem Chile) ankom vi til Esquel. For at være ærlig tror jeg bare, at vi var her, for at få lidt pause fra bussen. Vi ankom om aftenen og tog afsted næste eftermiddag. En nationalpark nåede vi dog lige inden vi fluks drog videre. Den havde fin natur og også gamle hulemalerier. Til frokost spiste vi på en lille restaurant/pub. Ok fint Hanne, og hvad så? Jamen nu var det jo sådan venner, at den her restaurant/pub samlede på dåser. Og om det ikke skete, at jeg både spottede en Carslberg OG en Tuborg, jeg er en stolt dansker. Efter frokost tog vi afsted igen og om aftenen ankom vi i San Carlos de Bariloche eller bare Bariloche.

Har åbenbart en vis lighed med smilende træer

Mere udsigt jaaaa

Det kan godt være lidt svært at spotte, men hulemalerier er til stede på denne klippevæg

Dag 1 – Bariloche

BARI BARI LO LO – BARI BARI CHE CHE – BARI LO – BARI CHE – BARILOCHEEEE! Sådan lyder en af de mange sange og kampråb om Bariloche, Argentinas svar på Sunny Beach. Sit sidste år i, hvad vi ville kalde, folkeskolen tager man en uge til Bariloche for at feste. Bariloche er kendt for deres KÆMPE diskoteker og deres lækre chokolade. Diskotekerne så vi ikke, men chokoladen derimod, den så vi meget til. Tror vi kom omkring alle chokoladebutikkerne og fik smagt deres smagsprøver hahaha. Det var vist godt vi ikke var der mere end 2 hele dage + lidt ekstra. Lige så lækker som chokoladen var, lige så dyr var den dog også. Desværre. Men tror nu alle fik købt lidt med hjem alligevel. Tilbage på sporet! Vi var i en fin nationalpark hele dagen og om aftenen skulle vi på pub. Det var mandag aften, så vi havde pubben helt for os selv, men det var nu rigtig sjovt.

Vi fandt et træ med dansk sweater på, eller næsten i hvert fald

Mhmmm chokolade

Søde venner

Til stranden nåede vi også. Eller det var vist nok en sø, men jaja

Søde Laura og mig

Dag 2 – Bariloche

Vores sidste rigtige dag. Men trist og sørgelig skulle den dog ikke være! Vi havde morgenen fri til at få købt de sidste souvenirs, og efter frokost tog vi bussen ud til et sted med den flotteste udsigt. Efter det skulle vi prøve noget, som jeg havde set meget frem til. Vi skulle ride! Jeg har aldrig været en hestepige, men jeg glædede mig alligevel rigtig meget til at prøve det. Godt nok var jeg hunderæd, da min hest lige pludselig begyndte at bevæge sig, efter jeg nu havde sat mig så godt til rette på den. Men efter nogle minutter gik det hele jo meget fint, og selvom det hverken var en lang eller vild tur, var det en sjov oplevelse. Bagefter havde vi en masse andre aktiviteter og lege, bl.a. slåskamp med bind for øjnene og et våben, som bestod af en pose med halm. Yderst underholdende for tilskuere. Vi havde også kæmpegynge, menneske-bordfodbold og masser af andre ting. Om aftenen var der kæmpe asado og til sidst, men ikke mindst, havde vi bål, hvor man kunne sige nogle ord om turen. Det var en rigtig god dag, som stod i hyggens og samværets tegn. Om aftenen havde vi muligheden for at tage på pub igen, men jeg valgte, sammen med omkring halvdelen af de andre, at blive på hotellet og bare snakke og hygge på vores sidste aften. 

Sikke en udsigt!

Og igen!

Hestepige er jeg også blevet. Eller jeg har prøvet at ride på en i hvert fald.

Flere søde venner. Denne gang John David fra USA og Iiris fra Finland.

Masser af lækker asado + min kødglade texasgirl Phoebe

Alle var samlet ved lange borde, snakken gik, asado'en blev spist og det kunne ikke være bedre.

Som afslutning på det hele havde vi kæmpe bål, og der blev sagt farvel.

Om morgenen næste dag (en onsdag) drog vi mod Córdoba og derefter mod Resistencia, hvor vi ankom kl. 4 om natten (en fredag). Jeg havde på dette tidspunkt ingen billet hjem til Curuzú, så jeg smuttede lige hjem til en af de andre danskere Laura, som bor i Resi, for en stund. Vi fik spist morgenmad (eller natmad?) og sovet godt en time, før jeg tog en taxa ind til busterminalen igen. Kl. 14.30 fredag befandt jeg mig endelig hjemme i Curuzú igen med en drøm om at jeg aldrig skulle se en bus igen. Puha, det var en hård tur.
Men det var det hele værd! Selvom turen her ser ud til at vare 12 dage, varede den faktisk hele 18 dage. Resten foregik bare i bussen, hvilket jeg ikke tror, at I har den store interesse i at høre om. 18 dage er ikke meget, men alligevel nok til at få sig en ny familie og ordene ”If you ever come to Denmark, tell me!” blev sagt mere end et par gange. Jeg er så uendeligt taknemmelig for denne tur, for denne mulighed for nye venskaber, og for muligheden for at se dele af Argentina, som mange argentinere aldrig har set eller vil få at se. Jeg siger tak til Rotary, Rolling Travel og alle de mennesker jeg ellers har mødt på min vej. Hver og en har været med til at gøre denne tur fantastisk!