mandag den 18. februar 2013

VELKOMMEN!


Halløj!

Eller hola som det i fremtiden kommer til at hedde. For jeg skal nemlig til Argentina på udveksling et HELT år! Det er stadig ikke til at fatte, og jeg glæder mig så ubeskriveligt meget.

Planen med denne blog er primært at holde min familie, mine venner og min Rotary klub opdateret om hvad jeg laver, når jeg nu skal leve et år i Argentina. Det er en del nemmere (og hurtigere) end at skulle skrive en masse e-mails. Og så synes jeg også, at det er en hyggelig ting at kunne kigge tilbage på; en form for dagbog, der bare også er fyldt med billeder.

Lidt om mig selv:
Jeg hedder Hanne Hovmark, og jeg er pt. 16 år gammel. Lige nu går jeg på efterskole i 10. klasse, nærmere bestemt Vesterlund Efterskole. Det betyder en hel masse gymnastik! Og det er noget af det bedste jeg ved. Jeg kan generelt godt lide at være aktiv og dyrke sport, så jeg håber da, at det er noget, som jeg kan få mulighed for i Argentina.
Ellers så bor jeg i en lillebitte by, der hedder Hornborg lidt uden for Horsens. Der bor jeg på en gammel gård sammen med min mor, min far og min hund Tikki.

Jeg rejser med organisationen Rotary, og min sponsorklub er Tørring-Uldum Rotary Klub. Jeg fik for nogle uger siden, efter lang tids spænding, en mail hvori der stod, at jeg skulle til Argentina! Jeg ved endnu ikke andet end land og distrikt, men jeg skal nok skrive endnu et indlæg, så snart jeg ved mere. Vi har meldt os til forældrebriefing den 10. marts, så der er endnu en ting at glæde sig til. Det er så fedt at der begynder at ske noget nu!

CHAU!