10 HURTIGE OM ARGENTINA OG DETS FOLK

1. De kysser en gang på hver kind, når de siger hej – og håndtryk og vink bliver anset som meget snobbet og koldt.

2. At køre med sele er overvurderet og INGEN gør det. De bliver kun brugt, hvis man skal køre længere ture (4-5 timer og derover). Det samme gælder hjelme, når man kører på scooter.

3. Leggins are NOT pants! – Jo, i Argentina er de. Og det er ligemeget om du er 15, 23 eller 47 år gammel eller om du vejer 50 eller 100 kg . På kommer de, og helst sammensat med en stram top – det er ikke altid det kønneste syn (og specielt ikke noget jeg ville iføre mig efter mine +10 kg hahaha).

4. Pick-up trucks (specielt hvis de er hvide) og scootere er nok de to populæreste køretøjer i Curuzú Cuatiá og jeg kunne forestille mig, at det er lige sådan i resten af landet.

5. Når vi nu snakker om køretøjer, så lad os lige få det på det rene. I Argentina sidder man helst 3 på en scooter, 8 i en almindelig 5-personers bil og har man en pick-up truck, skal ladet helst være fyldt med ens venner.

6. Kødets land, ja. Men bestemt også det hvide brøds og æggets land. Hvidt brød bliver serveret til hvert måltid og ofte også spist som mellemmåltid, hvis man er lidt sulten. Æg er i ALTING. Blandet i alle slags salater (bl.a. i gulerodssalat, det synes jeg stadig er underligt), på pizza, i empanadas sammen med kød, i burgere, ja alle steder. Men er faktisk for det meste fan, overraskende nok (specielt i burger, det er mega lækkert!)

7. 90% af vejene er ensrettede, hvilket gør, at det altid er nemmere at gå rundt til tingene end at køre. Det kan være noget af en labyrint at finde rundt i bil, da man altid skal køre en kæmpe omvej.

8. Alle byer er bygget i blokke. I starten synes jeg alt lignede hinanden, og at det var vildt svært at finde rundt, men jeg fandt hurtigt ud af, at det var meget nemmere. 2 blokke ligeud, 1 blok til højre og så 1,5 til venstre – jamen hvor nemt har det lige lov at være?

9. ALLE har skoleuniformer. Det er faktisk meget rart, for det er 100 gange nemmere at gøre sig klar om morgenen, og jeg er heldigvis endt med en af de pænere uniformer.

10.  Første gang jeg fik spørgsmålet, om jeg kunne køre på cykel, var jeg sådan lidt ”Ja selvfølgelig kan jeg da det?”. Men det er slet ikke så normalt at kunne køre på cykel her. Der er mange der kan, men dobbelt så mange som ikke kan, og det er ikke noget som alle lærer fra barns ben af, som man gør i Danmark.

TUCUMÁN, TELESKOP-KIGGERI OG JORDENS BEDSTE KAGE

Inden jeg nu smutter på sydtur i morgen, må jeg hellere få fortalt om min tur til Tucumán sammen med skolen. Egentlig var det en skoletur for klassen under mig, men fordi min mor er lærer for den klasse, så fik jeg (og to af mine veninder, ved dog ikke lige hvordan de fik lov) til at komme med. Den varede 6 dage, og det var intet mindre end fantastisk!

Torsdag:

Jeg fik fri fra skole kl. 10, så jeg kunne nå hjem og pakke og få spist frokost. Kl. 12.30 mødtes vi ved skolen, fik pakket bussen og så var det ellers afsted! Eller det var planen. Jeg fik dog forsinket bussen 30 min., fordi jeg ikke kunne finde mit pas (typisk mig). Efter at have ledt halvdelen af huset igennem, viste det sig, at det faktisk var i min rygsæk – ups. Afsted kom vi, der var pakket masser af snacks i tasken og mine veninder havde sørget for tereré til den 16 timer lange rejse. Vi snakkede, hørte musik, så film, spiste bus-mad (det har omtrent samme kvalitet som flymad (bare værre) – Hvem elsker ikke det?) og fik sovet en smule.

Mine to søde veninder - Paz og Melina

Fredag:
Kl. 6 fredag morgen ankom vi til vores hotel, og efter en mikroskopisk kop kaffe til morgenmad (det var nærmest en slurk) tjekkede vi ind og kunne slappe af indtil kl. 8. Derefter skulle vi på guided tur i midtbyen. Vi så Casa de Independencia, et museum om Argentinas historie, en overdådig smuk kirke og en masse andre ting, som jeg ikke fik opfanget hvad var. Det regnede ret meget, så jeg har ikke mange billeder. Derefter gik vi rundt i byen og kiggede lidt på butikker, og så var der frokost. Efter frokost kørte vi ud af byen og hen til et bjerg, hvor man kunne tage en lift op på toppen. Det var meget populært at køre mountainbike ned af bjerget, og vi mødte da også en del. Det var desværre virkelig tåget, så udsigt var der ikke meget af. Bagefter var vi oppe på et andet bjerg, hvor der var en kæmpe skulptur. Om aftenen slappede vi af, hvilket var godt tiltrængt, eftersom det var begrænset, hvad vi havde fået sovet i bussen natten før.

På tur rundt i midtbyen

Et billede (af et billede) af mig i liften - som I kan se, var der ikke den store udsigt

Lørdag:

Lørdag havde vi om formiddagen mere rundvisning i byen. Vi så et museum om sukkerproduktionen i Tucumán (som åbenbart er ret stor), flere skulpturer, et andet museum om historien i Argentina og nogle parker. Efter frokost kørte vi op i bjergene. Målet var 3000 m. og et astronomisk observatorium. Turen var lang, og vi stoppede et par steder undervejs. Bl.a. ved en flod og ved Parque Provincial de Florida, som var et sted med noget meget speciel natur. Der var bl.a. lianer ligesom i Tarzan, vi måtte desværre ikke svinge os i dem øv. Turen mod toppen var rigtig smuk, og landskabet ændrede sig drastisk på vej op af bjerget. I starten var alt meget frodigt og bjergsiderne dækket til af grønne træer, senere blev det erstattet med buske og en form for fyrretræer og man kunne øjne en del mere tør jord. Da vi nærmede os toppen forsvandt alle former for planter undtagen en. Kaktussen. Kaktusser, klipper og tør, sandet jord var det eneste man kunne se, og der var ikke meget liv. Vi endte næsten med at ramme skyerne og vinduerne duggede fuldstændig til i bussen. Da vi ankom til observatoriet var solen næsten gået ned, og der var den smukkeste udsigt over bjergtoppene. Efter at have spist os mætte i, hvad jeg ærligt vil kalde, verdens bedste brød, var det tid til første omgang af teleskop-kiggeri. Vi så Venus, det er altså fantastisk hvordan an kan se noget, som er så uendeligt langt væk. Efter at have spist aftensmad (kl. 00.00 wow, så er man altså sulten), kunne vi lige nå et par timers søvn, inden vi skulle op kl. 4 for at se på flere planeter og stjerner. Selvom at stå op umiddelbart ikke virkede som den bedste idé, da jeg lå nede i min varme sovepose, var det et fantastisk syn, der mødte mig, da jeg kom ud af den lille hytte. Jeg har aldrig i mit liv set en stjernehimmel så fantastisk smuk, som den nat. Himlen var fuldstændig klar og man kunne se tusindvis af stjerner! Vi så Jupiter (eller var det Saturn? Ligemeget, det var flot!) og en masse stjernebilleder. Det var virkelig en vild oplevelse, og jeg ville ønske, at jeg kunne se på den stjernehimmel hver nat.

Mange fine udsigter så jeg denne dag, bl.a. her på rundtur i Tucumán

Og denne her var der også

Og ikke mindst denne fine (næsten) solnedgang fra (næsten) toppen af bjerget

Blev lige nødt til at tilføje dette billede også - er det ikke smukt? 

Søndag:

Det var en flok godt trætte elever, der stod op søndag morgen kl. 8.30. Men vi havde en masse på programmet inden turen gik ned af bjerget og til Tucumán (som faktisk hedder San Miguel de Tucumán i virkeligheden). Vi havde bl.a. foredrag om solen, stjernebilleder, hørte om solure og så solen igennem teleskop. Efter at have pakket vores sager sammen tog vi til Tafí del Valle, en lille by omkring 2000 m oppe af bjerget, for at spise frokost og shoppe lidt. Det var den hyggeligste by, og jeg græder stadig lidt indeni over, at jeg lod mit kamera blive i bussen. 100p et sted, jeg skal besøge igen. Der var smuk udsigt med bjergtoppe til alle sider, byen var en af de renere af slagsen, jeg har besøgt af Argentina – og der var bare så charmerende. Efter vi kom hjem fik vi tid til et bad, hvorefter vi skulle ud og bowle for at fejre en af mine venner Juans fødselsdag. Det var her, det gik op for mig, at i Argentina er det ikke ret normalt at bowle. Stedet her havde 4 baner og bowlingsko var der ikke noget af. For mange af mine venner var det første gang de prøvede at bowle, og alle var meget imponeret over mine bowlingskills (for dem har jeg jo mange af hahaha). 

Fin morgenudsigt

Mig, Paz og Melina 

Mandag:

Tog vi først ud og hørte om jordbær. For at være ærlig hørte jeg ikke så meget efter, jeg havde travlt med ikke at drukne i mit eget sved, for SØREN (der er jo bedsteforældre, der læser denne blog) hvor var der varmt! Nå men det var et sted, hvor de forskede i sygdomme i frugter, og hvordan man fik mest ud af frugterne og sådan noget. Vi var også inde i et laboratorium og høre noget om kemien i de her frugter og sygdomme. Jeg forstod dog sådan cirka nul og niks af det foredrag, mit ordforråd rækker stadig ikke til komplicerede kemi-ord. Bagefter kørte vi til Famaillá og fik empanadas til frokost. Famaillá er nemlig ”la capital de la empanada” og holder en festival kun til ære for empanadas i september hvert år. Efter frokost så vi en park fyldt med katolske statuer og malerier, det var vildt flot. Her kom min ven også hen til mig med sin telefon, og jeg var sådan lidt ”Hvad sker der her”-agtig. Men tro det eller ej, så havde han sørme fundet dansk radio! Så jeg fik både hørt Tommy Seebach, vejret og lidt nyheder fra Danmark, mens jeg gik i Argentinas varme. Derefter tog vi til San Pablo, for at se et universitet og nogle historiske bygninger der. Bl.a. et hus ejet af ejeren af Argentinas største sukkerfirma. Meget flot, meget flot. Så tog vi til Yerba Buena, en del af Tucumán, og shoppede. Da vi ankom havde butikkerne stadig lukket pga. siesta, så vi gik bare rundt og kiggede vinduer. Da de endelig åbnede faldt vi over jordens bedste kage, og blev enige om, at vi blev NØDT til at have et stykke af dette gudernes værk. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange kalorier, der var i dette stykke af himlen, men det var DET HELE værd. Ord kan ikke beskrive denne kage. WOW. Om aftenen skulle vi se et lys-show på et museum. Det viste sig så ikke at være et lys-show, men et skuespil om Argentinas historie kun med lyd (og ikke sej lyd, men optaget snak, som blev spillet ud af højtalere). Lyset i showet bestod af en lampe, der blev tændt af og til. Alle var ret skuffede (og det gjaldt både elever som lærere), og samtalen ved aftensmaden omhandlede kun, hvor forfærdeligt det havde været.

Parken fyldt med fine katolske statuer og malerier

Sukkerfirma-ejerens fine hus

Behøver jeg overhovedet skrive noget her?

Nogle af mine søde venner

Tirsdag:

Vi stod tidligt op, pakkede vores ting og tjekkede ud af hotellet. Jeg havde fået lagt mig godt til rette i bussen, klar til i hvert fald at sove de første timer af turen hjem. Efter 10 minutter stoppede bussen dog, og det viste sig, at vi ikke helt skulle hjemad endnu. Vi skulle nemlig besøge en skole i Tucumán, som er samme ”kæde” eller hvad man nu kan kalde det, som min (Instituto María Auxiliadora - det er en kæde af privatskoler rundt omkring i hele Sydamerika (eller måske er det bare i Argentina, men stadig, pointen er der)). Her så vi nogle elever lave et danseshow, blev vist rundt på skolen, havde tid til at snakke med de andre elever (selvfølgelig var der masser af snacks og sodavand under denne del) og til sidst skulle både vores skole og skolen i Tucumán vise nogle talenter. Der blev sunget, danset chamamé og beatboxet og udover det fik drengene flirtet med en pige eller fem. Det var nemlig en ren pigeskole, så drengene fik alle opmærksomhed, som var de Justin Bieber, og der blev udvekslet telefonnumre til højre og venstre. Jeg mødte også kort en AFS-udvekslingsstudent fra Belgien, men vi havde ikke meget tid til at snakke, da vi skulle til og hjemad. Onsdag kl. 5 landede vi Curuzú igen, og alle fik heldigvis fri fra skole den dag.

I morgen står den på sydtur, jeg glæder mig! 

Chau for nu venner