onsdag den 9. oktober 2013

TV-STJERNE & GRØN FORKÆMPER, MEN INDERST INDE STADIG BARE KLUMSET, DOVEN (OG NU SMÅFED) TEENAGER


Så er jeg tilbage igen! Det er ved at være et stykke tid siden, jeg har fået skrevet herinde på bloggen, det må i undskylde, men her er en lille opdatering. 

Fredag den 27. September havde vi en kæmpe science exhibition på skolen. Alle klasser i secondary school havde forberedt nogle udstillinger indenfor de forskellige naturvidenskabelige fag. Min klasse havde f.eks. lavet forskellige retter ud af organer i biologi, en udstilling om et kæmpe grundvandsmagasin beliggende under bl.a. Argentina i et fag ,der minder om geografi og også noget indenfor kemi. Den gruppe jeg var i skulle stå i kemilokalet og vise nogle forsøg og forklare dem. Så kom der en hel masse folk udefra, både de andre skoler og bare interesserede folk fra byen, som gik rundt på hele skolen og kiggede på de forskellige udstillinger. Grundet at mit spansk stadig er på et ret basic niveau, og jeg derfor ikke rigtig var ret nyttig til at forklare vores forsøg, brugte jeg det meste af dagen på at tulle rundt og se de andres udstillinger og forsøge mig med lidt spansk smalltalk.

Weekenden den 28.-29. (faktisk helt indtil mandag den 30.) september tilbragte jeg i Corrientes sammen med min værtsmor, hendes to veninder og min veninde fra skolen Anto. Corrientes er en større by 3,5 time væk i bil fra hvor jeg bor, og samtidig også der hvor min værtsmor voksede op.  Den er en lille smule større end Århus, og der bor rigtig mange universitetsstuderende. Laura, en af de andre udvekslingsstudenter fra Danmark, spenderede også det meste af weekenden med os. Det var så mærkeligt at snakke dansk igen, og det lød helt forkert det der kom ud af min mund. Vi tog også begge os selv i flere gange, at starte vores sætninger til hinanden på engelsk, hvorefter vi var sådan: ”Nå nej, du forstår mig jo!”. Men det var skønt! Det var så dejligt at snakke med en, der går i gennem det samme som en selv. Jeg er nemlig den eneste udvekslingsstudent i min by, så det var rart endelig at snakke med en, som vidste præcis, hvordan man havde det. Vi fik snakket om stort og småt, om alle de hårde, skøre og fantastiske ting, som vi har oplevet indtil videre, og vi fik da også aftalt, at vi bestemt skal mødes igen! Kort opsummeret stod weekenden i madens tegn, og ikke ligefrem den sunde af slagsen. Vi tilbragte meget af weekenden i et shoppingcenter, men for os 3 pigers vedkommende blev det ikke til meget tøj og sko. Laura købte en bluse, Anto en bog og en parfume og jeg købte 5 hårelastikker. Til gengæld brugte vi ALLE vores penge på mad. Det blev til 2x McDonalds, pizza, 2x is, 175 kr slik, kage, chipas, popcorn og ja sikkert også noget mere haha. Vi kunne have rullet hjem! Det er desværre ikke nogen gåde for mig, hvorfor mine shorts er begyndt at blive lidt små. Ellers hyggede vi bare hjemme i den lejlighed, som vi boede i. Søndag aften, efter Laura var taget hjem igen, var Anto og jeg i biografen. Filmen var på spansk, men til min store overraskelse forstod jeg faktisk handlingen og blev kun nødt til at spørge Anto to gange, om hvad der lige skete der. Så lidt fremad må det da være gået med sproget! Mandag morgen vendte vi snuden hjemad igen – 3,5 time i bil – og ja Corrientes ligger jo tæt på, hvor jeg bor, skal I huske!

Noget andet der er sket siden sidst er, at jeg har været grøn forkæmper og derfor været ude med nogle andre fra min klasse og samle skrald ved et meget forurenet stykke vej, der fører ud af byen. Det er helt vildt, så meget folk smider der! Generelt er byerne (eller i hvert fald dem, som jeg har været i) mere beskidte end i Danmark, men det her går altså ud over grænserne. Fyldte bleer, døde hunde (tror vi har fundet 10-12 stykker de to gange, vi har været derude), tøj, sko, metal, flasker, papir, almindelig skrald, ALT siger jeg jer. Det er… ja.. ulækkert. I anledning af det her projekt kom vi faktisk i nyhederne (tror dog godt nok, at det bare var de lokale, men det tæller stadig!).

Ellers har jeg bare lavet det sædvanlige. Jeg har hygget og set film med mine veninder (som er vilde med Vesterlund og vores opvisning, vi er gode Venner!), drukket tereré, været på diskotek og danset natten lang, spist pizza med klassen over mig, spillet hockey og sidst men ikke mindst (og ikke så sædvanligt) har jeg smadret min kære iPhone (se ”klumset teenager” i overskriften). Heldigvis skulle den gerne være tilbage på næste mandag, så helt galt gik det ikke. Nå ja! Jeg har faktisk også lavet en præsentation om Danmark for nogle elever på et af engelskinstitutterne i byen. Det gik rigtig godt, og folk virkede meget interesseret i at høre om vores traditioner og normer.

Så tror jeg, at jeg fik hægtet op på det forsømte! Så jeg vil smutte igen, ud og nyde mit dejlige liv her i Argentina.

CHAU!

PS. Her er 30 grader i disse dage, tag den DK. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar