onsdag den 16. oktober 2013

EN SKØN WEEKEND I GOYA + LIDT GODT TIL KØDELSKERNE


Halløj venner, veninder, familie og andet godtfolk

Nu kommer der for en gangs skyld et billedrigt indlæg efter efterspørgsel fra min moder og fader!
Fra tidligt søndag morgen (faktisk tog jeg afsted direkte efter en tur på diskotek, av jeg var træt) til mandag aften tilbragte jeg i en af nabobyerne Goya. Vi var på besøg hos min venindes bedstemor, og det var intet andet end skønt! Vi tog derover sammen med min værtsmor og hendes to veninder med tilhørende mænd og børn. Lørdag var de voksne ude at fiske, men der var ikke plads til mig og min veninde, Anto, hvilket nok også var meget godt, eftersom vi ikke havde sovet andet end de 2 timer i bilen siden festen natten før haha. Så vi slappede bare af hjemme hos Anto’s bedstemor, også kendt som den sødeste dame i verden. Hun lavede lækker mad til os (milanesa og pomfritter, det går man aldrig galt i byen med), og efter festmåltidet sov vi lidt , tog et tiltrængt bad og gik derefter en tur i byen. Goya ligger ned til en stor flod, og det er simpelthen så hyggeligt. Vi gik ned til ”La costanera” som det hedder, og sad så ellers bare der, nød udsigten og fik snakket om stort og småt. Og solnedgang var der også, amen kan det blive mere idyllisk? Folk omkring os gik rundt og drak mate og tereré, det var stadig omkring de 30 grader og der var en herlig stemning! Om aftenen tog vi ind til centrum og fik hamburger og pizza til aftensmad og selvfølgelig en kæmpe is til dessert (paradis tag hjem, cremolattis er det nye) – MUMS

La costanera

Min søde veninde Anto

Sikke idyllisk hva? 

Og der er mere af det!


Mandag havde vi ferie af en eller anden grund. Så dagen blev brugt på Antos onkels ”campo” (en form for gård man har ude på landet. For det meste er der ingen elektronik, masser af forskellige dyr og man tager derud for at slappe af og slippe for byens larm). Det var et skønt sted, væk fra alt elektronik, internet og bil-os – bare natur, godt selskab og selvfølgelig asado! Denne gang har jeg været dygtig mor og far, jeg hev sørme mit kæmpekamera frem, så jeg endelig kunne vise jer, hvad det her asado nu er for noget. Jeg har i hvert fald store planer om at indføre det i Danmark, når (hvis) jeg engang kommer hjem. Hvis man elsker kød, er der ingen tvivl om at man vil ELSKE asado. Det er egentlig ret så simpelt: kød, kød, mere kød, en lille smule salat, kød, pølse, lidt brød og så ikke at forglemme helt vildt meget mere kød (det på billedet er en meget normal omgang til omkring 10 personer). Og til morfar og far, så er der hver eneste søndag blodpølse på bordet (og den er faktisk ikke helt ringe endda). Kødet og pølserne er fantastiske, fyldt med smag – det er virkelig ugens højdepunkt! Til denne asado var der også lidt ekstra. Dagen før havde de voksne nemlig fanget et par fisk, og de blev selvfølgelig også renset og kom på grillen, lækkert lækkert lækkert. Efter asado (som altid ender med at tage et par timer eller 3) var det hjemad igen.

Se hvor fint der er!

Kunne altså godt tilbringe en weekend eller 100 mere her.

Specielt hvis det her er inkluderet!

Asadogrillen - enhver argentiner med respekt for sig selv har sådan et grillsted her (både hjemme i byen og på landet selvfølgelig)  
Lækker hjemmefanget fisk blev det også til - det var lækkert! 


Imorgen smutter jeg til Puerto Iguazú for at mødes med alle de andre udvekslingsstudenter i mit distrikt. Det bliver for fedt! Dog står den på over 12 timers rejse i bus først, men jeg kan slet ikke vente. Må dog hellere få indkøbt mig et lager af godter til turen…

Chau for nu

PS. Der er flere billeder i det nye album i højre side af bloggen med navnet "Goya"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar