Inden jeg nu smutter på sydtur i morgen, må jeg hellere få
fortalt om min tur til Tucumán sammen med skolen. Egentlig var det en skoletur
for klassen under mig, men fordi min mor er lærer for den klasse, så fik jeg
(og to af mine veninder, ved dog ikke lige hvordan de fik lov) til at komme
med. Den varede 6 dage, og det var intet mindre end fantastisk!
Torsdag:
Jeg fik fri fra skole kl. 10, så jeg kunne nå hjem og pakke
og få spist frokost. Kl. 12.30 mødtes vi ved skolen, fik pakket bussen og så
var det ellers afsted! Eller det var planen. Jeg fik dog forsinket bussen 30
min., fordi jeg ikke kunne finde mit pas (typisk mig). Efter at have ledt
halvdelen af huset igennem, viste det sig, at det faktisk var i min rygsæk –
ups. Afsted kom vi, der var pakket masser af snacks i tasken og mine veninder
havde sørget for tereré til den 16 timer lange rejse. Vi snakkede, hørte musik,
så film, spiste bus-mad (det har omtrent samme kvalitet som flymad (bare værre)
– Hvem elsker ikke det?) og fik sovet en smule.
Mine to søde veninder - Paz og Melina |
Fredag:
Kl. 6 fredag morgen ankom vi til vores hotel, og efter en mikroskopisk kop kaffe til morgenmad (det var nærmest en slurk) tjekkede vi ind og kunne slappe af indtil kl. 8. Derefter skulle vi på guided tur i midtbyen. Vi så Casa de Independencia, et museum om Argentinas historie, en overdådig smuk kirke og en masse andre ting, som jeg ikke fik opfanget hvad var. Det regnede ret meget, så jeg har ikke mange billeder. Derefter gik vi rundt i byen og kiggede lidt på butikker, og så var der frokost. Efter frokost kørte vi ud af byen og hen til et bjerg, hvor man kunne tage en lift op på toppen. Det var meget populært at køre mountainbike ned af bjerget, og vi mødte da også en del. Det var desværre virkelig tåget, så udsigt var der ikke meget af. Bagefter var vi oppe på et andet bjerg, hvor der var en kæmpe skulptur. Om aftenen slappede vi af, hvilket var godt tiltrængt, eftersom det var begrænset, hvad vi havde fået sovet i bussen natten før.
Kl. 6 fredag morgen ankom vi til vores hotel, og efter en mikroskopisk kop kaffe til morgenmad (det var nærmest en slurk) tjekkede vi ind og kunne slappe af indtil kl. 8. Derefter skulle vi på guided tur i midtbyen. Vi så Casa de Independencia, et museum om Argentinas historie, en overdådig smuk kirke og en masse andre ting, som jeg ikke fik opfanget hvad var. Det regnede ret meget, så jeg har ikke mange billeder. Derefter gik vi rundt i byen og kiggede lidt på butikker, og så var der frokost. Efter frokost kørte vi ud af byen og hen til et bjerg, hvor man kunne tage en lift op på toppen. Det var meget populært at køre mountainbike ned af bjerget, og vi mødte da også en del. Det var desværre virkelig tåget, så udsigt var der ikke meget af. Bagefter var vi oppe på et andet bjerg, hvor der var en kæmpe skulptur. Om aftenen slappede vi af, hvilket var godt tiltrængt, eftersom det var begrænset, hvad vi havde fået sovet i bussen natten før.
På tur rundt i midtbyen |
Et billede (af et billede) af mig i liften - som I kan se, var der ikke den store udsigt |
Lørdag:
Lørdag havde vi om formiddagen mere rundvisning i byen. Vi
så et museum om sukkerproduktionen i Tucumán (som åbenbart er ret stor), flere
skulpturer, et andet museum om historien i Argentina og nogle parker. Efter
frokost kørte vi op i bjergene. Målet var 3000 m. og et astronomisk
observatorium. Turen var lang, og vi stoppede et par steder undervejs. Bl.a.
ved en flod og ved Parque Provincial de Florida, som var et sted med noget
meget speciel natur. Der var bl.a. lianer ligesom i Tarzan, vi måtte desværre
ikke svinge os i dem øv. Turen mod toppen var rigtig smuk, og landskabet
ændrede sig drastisk på vej op af bjerget. I starten var alt meget frodigt og
bjergsiderne dækket til af grønne træer, senere blev det erstattet med buske og
en form for fyrretræer og man kunne øjne en del mere tør jord. Da vi nærmede os
toppen forsvandt alle former for planter undtagen en. Kaktussen. Kaktusser,
klipper og tør, sandet jord var det eneste man kunne se, og der var ikke meget
liv. Vi endte næsten med at ramme skyerne og vinduerne duggede fuldstændig til
i bussen. Da vi ankom til observatoriet var solen næsten gået ned, og der var
den smukkeste udsigt over bjergtoppene. Efter at have spist os mætte i, hvad
jeg ærligt vil kalde, verdens bedste brød, var det tid til første omgang af
teleskop-kiggeri. Vi så Venus, det er altså fantastisk hvordan an kan se noget,
som er så uendeligt langt væk. Efter at have spist aftensmad (kl. 00.00 wow, så
er man altså sulten), kunne vi lige nå et par timers søvn, inden vi skulle op
kl. 4 for at se på flere planeter og stjerner. Selvom at stå op umiddelbart
ikke virkede som den bedste idé, da jeg lå nede i min varme sovepose, var det
et fantastisk syn, der mødte mig, da jeg kom ud af den lille hytte. Jeg har
aldrig i mit liv set en stjernehimmel så fantastisk smuk, som den nat. Himlen
var fuldstændig klar og man kunne se tusindvis af stjerner! Vi så Jupiter
(eller var det Saturn? Ligemeget, det var flot!) og en masse stjernebilleder.
Det var virkelig en vild oplevelse, og jeg ville ønske, at jeg kunne se på den
stjernehimmel hver nat.
Mange fine udsigter så jeg denne dag, bl.a. her på rundtur i Tucumán |
Og denne her var der også |
Og ikke mindst denne fine (næsten) solnedgang fra (næsten) toppen af bjerget |
Blev lige nødt til at tilføje dette billede også - er det ikke smukt? |
Søndag:
Det var en flok godt trætte elever, der stod op søndag
morgen kl. 8.30. Men vi havde en masse på programmet inden turen gik ned af
bjerget og til Tucumán (som faktisk hedder San Miguel de Tucumán i
virkeligheden). Vi havde bl.a. foredrag om solen, stjernebilleder, hørte om
solure og så solen igennem teleskop. Efter at have pakket vores sager sammen
tog vi til Tafí del Valle, en lille by omkring 2000 m oppe af bjerget, for at
spise frokost og shoppe lidt. Det var den hyggeligste by, og jeg græder stadig
lidt indeni over, at jeg lod mit kamera blive i bussen. 100p et sted, jeg skal
besøge igen. Der var smuk udsigt med bjergtoppe til alle sider, byen var en af
de renere af slagsen, jeg har besøgt af Argentina – og der var bare så
charmerende. Efter vi kom hjem fik vi tid til et bad, hvorefter vi skulle ud og
bowle for at fejre en af mine venner Juans fødselsdag. Det var her, det gik op
for mig, at i Argentina er det ikke ret normalt at bowle. Stedet her havde 4
baner og bowlingsko var der ikke noget af. For mange af mine venner var det
første gang de prøvede at bowle, og alle var meget imponeret over mine
bowlingskills (for dem har jeg jo mange af hahaha).
Fin morgenudsigt |
Mig, Paz og Melina |
Mandag:
Tog vi først ud og hørte om jordbær. For at være ærlig hørte
jeg ikke så meget efter, jeg havde travlt med ikke at drukne i mit eget sved,
for SØREN (der er jo bedsteforældre, der læser denne blog) hvor var der varmt!
Nå men det var et sted, hvor de forskede i sygdomme i frugter, og hvordan man
fik mest ud af frugterne og sådan noget. Vi var også inde i et laboratorium og
høre noget om kemien i de her frugter og sygdomme. Jeg forstod dog sådan cirka
nul og niks af det foredrag, mit ordforråd rækker stadig ikke til komplicerede
kemi-ord. Bagefter kørte vi til Famaillá og fik empanadas til frokost. Famaillá
er nemlig ”la capital de la empanada” og holder en festival kun til ære for
empanadas i september hvert år. Efter frokost så vi en park fyldt med katolske
statuer og malerier, det var vildt flot. Her kom min ven også hen til mig med
sin telefon, og jeg var sådan lidt ”Hvad sker der her”-agtig. Men tro det eller
ej, så havde han sørme fundet dansk radio! Så jeg fik både hørt Tommy Seebach,
vejret og lidt nyheder fra Danmark, mens jeg gik i Argentinas varme. Derefter
tog vi til San Pablo, for at se et universitet og nogle historiske bygninger
der. Bl.a. et hus ejet af ejeren af Argentinas største sukkerfirma. Meget flot,
meget flot. Så tog vi til Yerba Buena, en del af Tucumán, og shoppede. Da vi
ankom havde butikkerne stadig lukket pga. siesta, så vi gik bare rundt og
kiggede vinduer. Da de endelig åbnede faldt vi over jordens bedste kage, og
blev enige om, at vi blev NØDT til at have et stykke af dette gudernes værk.
Jeg tør ikke tænke på, hvor mange kalorier, der var i dette stykke af himlen,
men det var DET HELE værd. Ord kan ikke beskrive denne kage. WOW. Om aftenen
skulle vi se et lys-show på et museum. Det viste sig så ikke at være et
lys-show, men et skuespil om Argentinas historie kun med lyd (og ikke sej lyd,
men optaget snak, som blev spillet ud af højtalere). Lyset i showet bestod af
en lampe, der blev tændt af og til. Alle var ret skuffede (og det gjaldt både
elever som lærere), og samtalen ved aftensmaden omhandlede kun, hvor
forfærdeligt det havde været.
Parken fyldt med fine katolske statuer og malerier |
Sukkerfirma-ejerens fine hus |
Behøver jeg overhovedet skrive noget her? |
Nogle af mine søde venner |
Tirsdag:
Vi stod tidligt op, pakkede vores ting og tjekkede ud af
hotellet. Jeg havde fået lagt mig godt til rette i bussen, klar til i hvert
fald at sove de første timer af turen hjem. Efter 10 minutter stoppede bussen
dog, og det viste sig, at vi ikke helt skulle hjemad endnu. Vi skulle nemlig
besøge en skole i Tucumán, som er samme ”kæde” eller hvad man nu kan kalde det,
som min (Instituto María Auxiliadora - det er en kæde af privatskoler rundt
omkring i hele Sydamerika (eller måske er det bare i Argentina, men stadig,
pointen er der)). Her så vi nogle elever lave et danseshow, blev vist rundt på
skolen, havde tid til at snakke med de andre elever (selvfølgelig var der
masser af snacks og sodavand under denne del) og til sidst skulle både vores
skole og skolen i Tucumán vise nogle talenter. Der blev sunget, danset chamamé
og beatboxet og udover det fik drengene flirtet med en pige eller fem. Det var
nemlig en ren pigeskole, så drengene fik alle opmærksomhed, som var de Justin
Bieber, og der blev udvekslet telefonnumre til højre og venstre. Jeg mødte også
kort en AFS-udvekslingsstudent fra Belgien, men vi havde ikke meget tid til at
snakke, da vi skulle til og hjemad. Onsdag kl. 5 landede vi Curuzú igen, og
alle fik heldigvis fri fra skole den dag.
I morgen står den på sydtur, jeg glæder mig!
Chau for nu venner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar