Så har jeg nu haft 2 ugers jubilæum her i Argentina. På den
ene side føles det som om jeg allerede har været her i flere måneder, jeg er
kommet godt ind i en hverdag, har fået nogle søde venner og er også begyndt at
dyrke lidt motion. Men på den anden side føler jeg tiden er gået alt for
hurtigt, og at jeg kun burde have været her en uge højest.
Men hvad er der så sket siden sidst. Jo altså, nu skal I
høre. Fredag var jeg jo i byen, og ja det var godt. Til trods for lidt for
mange gamle mænd, der ville danse med mig, så havde mine veninder og jeg det
rigtig sjovt, og jeg kom hjem kl. 6. Lørdag sov jeg længe, spiste frokost, sov
lidt mere og så tog vi nogle stykker ud til en pige fra min klasse. Her hyggede
vi, drak tereré (mate med juice og isterninger, seri det er good) og kælede med
hendes krokodille (!!!!). Ja, min veninde har en krokodille som kæledyr, hvor
vildt er det ikke lige? Det er jo alt for sejt! Vi blev selvfølgelig
lækkersultne (som altid hernede), vi tog derfor ned forbi et supermarked og
købte nogle typiske argentinske søde sager, som de synes, at jeg skulle smage.
Småkager er noget af det helt store her, og jeg tror jeg spiser det hver eneste
gang jeg hænger ud med nogen. Omkring kl. 21 tog vi hjem for at klæde om til
lidt pænere tøj, for vi skulle selvfølgelig i byen igen. Men inden da skulle vi
igen hjem til min veninde fra klassen for at spise milanesa. Endnu en utrolig
typisk ret herfra, og hvor smager det altså bare næsten for godt til at være
sandt. Sammen med det fik vi hjemmelavede pomfritter (ja helt fra bunden af,
det var ret prof), og det smagte… ja… som alt andet hernede FANTASTISK. Efter det tog mig og en af pigerne videre til
previa hos nogle andre fra klassen, og derefter dansede vi hele natten i byen.
Det er utroligt sjovt at gå i byen hernede, selvom jeg ikke drikker, for alle
er bare så glade og danser og har det sjovt! Jeg elsker det!
Her kæler vi lige lidt med min venindes kælekrokodille, ja det er åndssvagt sejt |
Milanesa og hjemmelavede pomfritter med søde veninder |
Søndag vågnede jeg op til asado endnu en gang. Allerede der
ved man, at det bliver en god dag. Men denne søndag var det ekstra lækkert,
ekstra stort og ekstra hyggeligt! Det var nemlig min søde værtsfars fødselsdag.
Der var dækket flot op, og antallet af gæster var en smule (x3) højere end
normalt. Masser af kød, masser af kage og så lige lidt mere kød. Bliver det
bedre? Efter asado tog jeg og to andre ud til en pige fra min klasse for at
lave lektier (ikke fordi jeg har så meget haha). Det endte dog med tereré,
fodboldkamp (GO BOCA) og at de hjalp mig med at skrive et fødselsdagskort på spansk
til min værtsfar. Senere tog tre af os hen i en park og spiste kage og
snakkede, derefter drak vi cola ved den store kiosk nede i centrum og så tog vi
på indkøb. Jeg ville nemlig bage en kage til min værtsfar, og mine veninder var
så søde at hjælpe mig (hvilket, hvis man kender til mine madlavningsevner, var
RIGTIG heldigt). Så vi købte ind, tog hjem til mig, og så kom der gang i
fødselsdagskagebagningen. Kagen endte til alles store overraskelse rigtig
vellykket og bestod af vanillekage med et mellemlag af dulce de leche og til
sidst overtrukket med chokolade og pyntet med smarties. Jeg forsøgte mig med at
skrive tillykke, men ja det endte som en katastrofe hahaha, det var ulæseligt.
Men det er jo tanken, der tæller, og jeg tror, at han synes, at det var meget
sødt. Alle var vilde med kagen (den var også ret god) og gaven, som bestod af
en fødselsdagshat med hans yndlingsfodboldhold BOCA, en pakke mate (manden
drikker det konstant) og en Carlsberg køleskabsmagnet/oplukker (spørg mig ikke
hvordan den er endt i en butik her i Curuzú, men jeg var lykkelig, da jeg så
det), ja den tror jeg også, at han blev glad for.
Fødselsdagskagebagning jaja |
Den flotte fødselar med den flotte fødselsdagslagkage og den flotte fødselsdagsgave |
Så stod den på skole igen. Jeg må indrømme, at jeg keder
mig. Undervisningen hernede er stort set 100%
lærer-holder-foredrag-elever-tager-notater metoden, og mit spanske er langt fra
godt nok endnu til, at jeg overhovedet kan gætte mig til, hvad det handler om.
De snakker alt for hurtigt, og det er kun få ord jeg kan opfatte og forstå ud
af deres ordstrøm. Jeg har kun to lærere, som kan snakke engelsk. Den ene er
selvfølgelig engelsklæreren og den anden er min fysik- og matematiklærer, men
det er ikke til den store hjælp, da de selvfølgelig underviser på spansk. Jeg
har fået lidt at lave af nogle af lærerne, men det meste af tiden bruger jeg på
at tygge tyggegummi, snakke lidt med mine klassekammerater og kæmpe for at
holde mine øjne åbne (skole kl. 7 om morgenen er altså alt for tidligt til et
B-menneske som mig). En af de store forskelle fra den danske folkeskole udover
undervisningsmetoden er ”studieretningen”. Her har man helt vildt meget fysik,
kemi, biologi og matematik i forhold til f.eks. sproglige fag. Jeg har 6
lektioner ren kemi på en uge… Og jeg har aldrig nogensinde før set noget af
det, som bliver gennemgået på tavlen. Jeg er helt lost!
Mandag var jeg til spansk og om aftenen startede jeg til
hockey. Jeg spiller dog ikke med nogen af pigerne fra min klasse, da de alle er
vildt prof, og ja det er jeg ikke. Men det er nu meget sjovt, og selvom ingen
af pigerne, jeg spiller med, kan engelsk, så har vi det vældigt morsomt over,
hvor dårlige vi alle sammen er. Det hockey, som jeg går til, foregår udenfor på
en græsbane (nærmere jordbane, da der godt nok ikke er meget græs tilbage) og reglerne er lidt mere avancerede end dem vi spillede efter i idræt dengang i folkeskolen. Trænerne kan ikke engelsk, så de råber noget på spansk, så prøver jeg at gætte mig til hvad det er, og så råber de enten "SI SI SI!" eller "NO NO NO!". Tirsdag var jeg i fitness for første gang med en pige fra klassen. Det er
virkelig rart at komme i gang med at lave lidt, men puh hvor er det varmt. Og
det værste er, at det ikke engang er forår endnu, jeg kommer jo til at drukne i
sved, når vi engang når til sommer. Vi har en slags ”personlig træner”, som
fortæller os hvad vi skal lave i hvor lang tid, det er super fedt! Indtil
videre er det ikke så hårdt, men jeg har det helt ok med at starte stille og
roligt op. Onsdag var jeg til spansk igen, så hang jeg ud med nogle piger og drak tereré og derefter hockey igen om aftenen. Torsdag var jeg igen igen til spansk og
derefter fitness. Og i dag skal jeg ud og sole mig i den kolde vinter på 30
grader (Det kunne du godt lære noget af Danmark), så skal jeg hænge ud med
nogle piger og så hockey.
CHAU
PS. Jeg har oprettet nogle nye fotoalbums ude i siden. Så hvis I har lyst til at kigge lidt flere billeder, så kan I bare trykke på dem, og så popper der en ny side op.
PS. Jeg har oprettet nogle nye fotoalbums ude i siden. Så hvis I har lyst til at kigge lidt flere billeder, så kan I bare trykke på dem, og så popper der en ny side op.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar